Den klart letteste måde at installere Debian GNU/Linux på er fra et officielt
sæt af Debian cd-rommer (se CD vendors page). Med en
hurtig forbindelse og en cd-brænder kan man også hente aftryk af cd-rommerne
fra en Debianserver og lave sit eget sæt. Hvis du allerede har et sæt Debian
cd-rommer som din maskine kan startes op fra, kan du hoppe direkte til Opstart fra en cd-rom, Section
5.2. Der er lagt meget arbejde i at sikre at de filer, som de fleste har
brug for, er på disse cd-rommer.
Hvis din maskine ikke kan startes op fra en cd-rom, men du har et cd-sæt, kan du i stedet starte installationsprogrammet op ved hjælp af en alternativ metode ( diskette, harddisk eller opstart over netværk). De filer, du skal bruge til at starte op på andre måder, ligger også på cd'en. Strukturen på Debians netværksarkiver og på cd'en er ens, så når stierne til de filer, du skal bruge for at starte op, angives herunder, kan du finde dem i de samme kataloger og underkataloger på din cd.
Når først installationsprogrammet er startet op, kan det selv skaffe alle andre nødvendige filer fra cd-rommerne.
Hvis du ikke har et cd-sæt, bliver du nødt til at hente installationssystemets filer og enten placere disse på en harddisk, diskette eller tilsluttet computer, så de kan bruges til at starte installationsprogrammet op.
Når man henter filer fra et Debian-filspejl, er det vigtigt at sørge for at
hente dem i binær tilstand, ikke i 'tekst' eller 'automatisk'
tilstand. Når man laver et lokalt filspejl, er det endvidere vigtigt at
kopiere spejlets katalogstruktur. Egentlig er dette ikke nødvendigt, hvis man
placerer alle installationsfilerne på disketter, men det letter søgningen efter
filerne når man har brug for dem. Du bør starte din lokale katalogstruktur på
niveauet under disks-ia64, for eksempel:
current/underarkitektur/images-1.44/variant/rescue.bin
Du behøver ikke at hente alle filer under dette niveau, men blot de som er relevante for dig (hvilke det er, finder du ud af ved at læse videre). Sørg blot for at katalogerne har de samme navne som spejlets og placér filerne i de rette kataloger.
Hvis din maskine er sat op til automatisk at dekomprimere/afkode de filer du henter, skal du slå denne facilitet fra når du henter systemets installationsfiler. Disse vil blive dekomprimerede tids nok af installationsprogrammet. Det vil være spild af både plads og tid at dekomprimere filerne til dit aktuelle system, og hvis de originale komprimerede arkiver slettes af det program der dekomprimerer dem, vil de ikke være tilgængelige når installationsprogrammet på et senere tidspunkt får brug for dem.
De filer, du kan få brug for, kan inddeles i tre kategorier:
rescue.bin, linux.bin og root.bin)
rescue.bin og drivers.tgz)
basedebs.tar)
Hvis du har en fungerende netforbindelse på computeren, og dit netkort er et af dem, hvis drivere er indbygget i installationskernen, har du muligvis kun brug for opstartsfilerne til installationssystemet. Installationsprogrammet kan installere kernen og drivere over netværket med de fleste ethernet-netkort.
Hvis du har en netforbindelse, som installationsprogrammet ikke har indbygget understøttelse for, kan du have brug for både installationssystemets opstartsfiler samt installationsfiler med kernen og driverne til dit udstyr.
Hvis du installerer på et system uden en fungerende netforbindelse, eller hvis din netværksforbindelse foregår via PPP (med et modem) i stedet for Ethernet, skal du skaffe alle tre filtyper inden du starter installationen.
Hvis du ikke er sikker på, hvilke filer, du har brug for, kan du blot starte med installationssystemets opstartfiler. Hvis dit første forsøg på at konfigurere netværket i installationsprogrammet mislykkes, kan du bare afslutte, hente de filer, du har brug for og starte installationen igen. +
Basissystemets installationsfil basedebs.tar fylder for tiden
omkring 27M. Hvis du kan bruge en CD eller sætte dit netværk op inden
installation af basissystemet, vil det være at foretrække. I så fald vil du
ikke skulle bruge denne fil. Dens placering på netværket er vist i bilag (Installationsfiler med Debians
basissystem, Section 11.2.3.4).
For at få et eksisterende Debiansystem til at samle basedebs.tar
ud fra Debianarkiverne skal du først installere debootstrap
(apt-get install debootstrap), og bruge følgende kommando:
debootstrap binary-basedebs SUITE=woody VERSION=3.0 \
MIRROR="http://ftp.debian.org/debian" ARCHES="ia64"
Installationsfilerne indeholder kerneaftryk, som findes i flere forskellige "underarkitekturer". Underarkitekturene understøtter hver sin samling udstyr. Under IA-64 findes følgende underarkitekturer:
Netværksplaceringen af installationsfilerne for hver ia64-udgave er vist i bilaget. Disse omfatter:
.../current/images-1.44/rescue.bin.../current/root.bin
Redningsaftrykket indeholder en komprimeret Linuxkerne. Den bruges både til
opstart fra diskette (når den overføres til en diskette) og som den Linuxkerne,
der installeres på maskinen. Selve kernen linux.bin er et
ukomprimeret kerneprogram. Det bruges, når installationsprogrammet skal
startes op fra harddisk eller cd-rom, og er ikke påkrævet for at opstarte
installationsprogrammet fra disketter.
Se Overføring af disketteaftryk til disketter, Section 4.3 for vigtige oplysninger om hvordan man overfører disketteaftryk til disketter.
Rod-disketteaftrykket indeholder et komprimeret ram-disk-filsystem der bliver indlæst i hukommelsen, efter opstart af installationsprogrammet.
Drivere for tilsluttede enheder kan hentes som flere disketteaftryk eller som
et tar-arkiv (drivers.tgz). Installationssystemet skal have
adgang til driverne under installationen. Hvis du har en partition på
harddisken eller en tilsluttet computer som er tilgængelig for
installationsprogrammet, vil tar-arkivet være nemmere at have med gøre. (se
nedenfor). Disketteaftrykkene er kun nødvendige såfremt du er nødt til at
installere driverne fra disketter.
Når du henter filer, bør du også holde øje med hvilken type filsystem de hentes til, medmindre du vil bruge disketter til kerne og drivere. Installationsprogrammet kan læse filer fra mange slags filsystemer, heriblandt FAT, HFS, ext2fs og Minix. Når du henter filer fra et *nix-filsystem, bør du vælge de størst mulige filer fra arkivet.
Under installationen vil du slette indeholdet af de partitioner, du vil installere Debian på, inden du påbegynder installationen. Alle de filer, du henter, skal placeres på partitioner, du ikke vil installere Debiansystemet på.
Opstartsdisketter bruges sædvanligvis til at starte et installationssystem op på maskiner med diskettedrev. Disketter kan også bruges ved installation af kerne og kernemoduler på de fleste systemer.
Disketteaftryk er filer der omfatter det komplette indhold af en diskette i
rå form. Disketteaftryk som rescue.bin kan ikke bare
kopieres til en diskette. Et specielt program bruges til at skrive de rå
aftryk til disketten. Dette er påkrævet fordi disse aftryk er rå afbildninger
af disketten, så der skal ske en sektorvis kopiering af filens data
til disketten.
De forskellige fremgangsmåder for overføring af af disketteaftryk til disketter afhænger af din platform. Dette afsnit beskriver hvorledes man laver disketter ud fra disketteaftryk på forskellige platforme.
Det er sandsynligvis nødvendigt med root-rettigheder for at skrive disketteaftryk til disketter. Indsæt en fungerende, tom diskette i drevet og brug herefter kommandoen:
dd if=fil of=/dev/fd0 bs=1024 conv=sync ; sync
hvor fil er et af disketteaftrykkene. /dev/fd0 er det
almindeligt brugte navn for et diskettedrev. Det kan variere fra system til
system (på Solaris hedder det /dev/fd/0). Kommandoen kan
returnere til prompten før Unix er færdig med at skrive til disketten, så før
denne fjernes fra drevet, er det vigtigt at holde øje med den lille lysdiode på
dette, der lyser så længe dataoverførslen er i gang; dioden skal altså være
slukket og al rotation i drevet skal være ophørt. På visse systemer er det
nødvendigt at afvikle en kommando for at skubbe disketten ud af drevet (brug
eject på Solaris, se evt. manualsiden).
Visse systemer vil forsøge at montere en diskette automatisk når den sættes i
drevet. Det kan være nødvendigt at slå denne facilitet fra, før
arbejdsstationen vil tillade at skrive til disketten i rå tilstand.
Hvordan dette gøres afhænger desværre af det anvendte styresystem. På Solaris
kan man tilsidesætte drevhåndteringen for at få "rå" adgang til
disketten. Sørg som det første for at disketten er automonteret (ved brug af
volcheck eller tilsvarende kommando i filhåndteringen). Brug
herefter kommandoen, dd, i den form som er anført ovenfor, men
udskift /dev/fd0 med
/vol/rdsk/diskette_navn, hvor diskette_navn
er det navn som disketten fik under formateringen. (unavngivne disketter
bruger navnet unnamed_floppy som standard). På andre systemer,
spørg din systemadministrator.
Hvis du har adgang til en i386-maskine, kan du anvende et af de følgende programmer til at kopiere aftryk til disketter.
FDVOL, WrtDsk eller RaWrite3-programmerne kan bruges under MS-DOS.
http://www.minix-vmd.org/pub/Minix-vmd/dosutil/
For at bruge disse programmer bør du som det første sørge for at du er startet op i ren DOS. Forsøg på at bruge disse programmer fra et DOS-vindue under Windows eller ved at dobbeltklikke på dem fra Windows Explorer forventes ikke at fungere. Hvis du ikke ved hvordan man starter op i ren DOS, gøres dette ved at taste F8 under opstart.
NTRawrite er et forsøg på at lave en midlertidig version af
Rawrite/Rawrite3 som er helt igennem kompatibel med WinNT, Win2K
og Win95/98. Det er et selvforklarende peg-og-klik-program; du vælger den
disk, du vil skrive til, udpeger det diskaftryk, du vil lægge der, og trykker
på 'Write'-knappen.
http://sourceforge.net/projects/ntrawrite/
De meddelelser der vises af redningsdisketten (inden Linuxkernen indlæses) kan
vises på dit modersmål. For at opnå dette skal du kopiere en medfølgende fil
med meddelelserne samt en skriftype til disketten, efter at disketteaftrykket
er skrevet til denne. For MS-DOS og Windows-brugere er der en batch-fil,
setlang.bat i dosutils-kataloget, som sørger for at
de rigtige filer bliver kopieret. Skift blot til dette katalog (f.eks.
cd c:\debian\dosutils
) og kør setlang sprog, hvor sprog er dit sprogs kode som består af to små bogstaver. For eksempel vil kommandoen setlang da sætte sproget til dansk. I øjeblikket er følgende sprogkoder tilgængelige:
ca cs da de eo es fi fr gl hr hu it ko ja pl pt ru sk sv tr zh_CN
Bemærk, at beskrivelserne i denne installationsvejledning forudsætter, at du benytter dansk installation. Ellers vil navne på menuer og knapper afvige fra det, du ser på skærmen.
Hvis din maskine er tilsluttet et lokalnetværk, kan du måske starte den op over netværket fra en anden maskine ved brug af TFTP. Hvis du ønsker at starte installationssystemet fra en anden maskine, så skal opstartsfilerne placeres bestemte steder på denne maskine, og den skal sættes op til at kunne starte din specifikke maskine op.
Du skal sætte en TFTP server op. For CATS-maskiner tillige en BOOTP-server eller en RARP-server eller en DHCP-server.
Reverse Address Resolution Protocol (RARP) er en af måderne, hvorpå din klient fortælles, hvilken IP-adresse den skal reservere til sig selv. En anden måde er at bruge BOOTP-protokollen. BOOTP er en IP-protokol der underretter computeren om dens IP-adresse, og hvor på netværket den skal hente opstartsaftrykket. DHCP ("Dynamic Host Configuration Protocol") er en mere fleksibel, bagud-kompatibel udvidelse af BOOTP. Visse systemer kan kun konfigureres med DHCP.
Trivial File Transfer Protocol (TFTP) bruges til at betjene klienten med opstartsaftrykket. I teorien kan enhver server på enhver platform, der har implementeret disse protokoller, bruges. I eksemplerne i dette afsnit vil viser kommandoer for SunOS 4.x, SunOS 5.x (= Solaris) og GNU/Linux.
Ved opsætningen af RARP er det nødvendigt at kende adressen på klienten (også kendt som MAC-adressen). Har du ikke denne oplysning, kan den findes ved at starte op i redningstilstand (f.eks fra redningsdisketten) og bruge kommandoen /sbin/ifconfig eth0.
På systemer med en Linux 2.2.x-kerne, skal du udfylde kernens RARP-tabel. Dette gøres ved at udføre følgende kommandoer:
/sbin/rarp -s klient-værtsnavn klient-enet-adr
/usr/sbin/arp -s klient-ip klient-enet-adr
Hvis du får meddelelsen,
SIOCSRARP: Invalid
argument
, skal du sandsynligvis indlæse kernens RARP-modul, eller også genoversætte
kernen med støtte for RARP. Prøv først modprobe rarp og prøv så
ovennævnte rarp-kommando igen.
På systemer med Linux 2.4.x-kerner er der intet RARP-modul, så du skal i stedet
bruge programmet rarpd. Proceduren svarer til den, der bruges
under SunOS i det følgende afsnit.
Under SunOS skal du sikre dig at klientens Ethernet-MAC-adresse er anført i
"ethers"-databasen (enten i filen /etc/ethers eller via
NIS/NIS+), samt i "hosts"-databasen. Herefter skal du starte
RARP-dæmonen. I SunOS 4 udføres denne kommando (som root):
/usr/etc/rarpd -a; i SunOS 5 bruges /usr/sbin/rarpd
-a.
Der findes to BOOTP-servere til GNU/Linux, CMUs bootpd og den
anden faktisk er en DHCP-server, ISCs dhcpd, som er indeholdt i
pakkerne bootp og dhcp i Debian GNU/Linux.
For at bruge CMUs bootpd skal du først udkommentere (eller
tilføje) den relevante linje i filen /etc/inetd.conf. I Debian
GNU/Linux, kan det gøres ved at køre update-inetd --enable bootps
efterfulgt af /etc/init.d/inetd reload. Andre steder skal den
omtalte linje se således ud:
bootps dgram udp wait root /usr/sbin/bootpd bootpd -i -t 120
Herfter skal du oprette filen /etc/bootptab. Denne har samme
kryptiske og genkendelige format som de gode gamle filer,
printcap(5), termcap(5) og disktab(5).
Se manualsiden til bootptab(5) for yderligere oplysninger. For
CMU-bootptab skal du kende klientens MAC-adresse. Her er et eksempel på filen
/etc/bootptab:
client:\
hd=/tftpboot:\
bf=tftpboot.img:\
ip=192.168.1.90:\
sm=255.255.255.0:\
sa=192.168.1.1:\
ha=0123456789AB:
Du vil i det mindste skulle ændre tilvalget "ha", som angiver klientens MAC-adresse. Tilvalget "BF" angiver den fil, klienten skal hente via TFTP. Se Flyt TFTP-opstartsaftryk på plads, Section 4.4.5 for flere detaljer.
Opsætning af BOOTP med ISC-dhcpd er i modsætning til dette legende
let, eftersom BOOTP-klienter bliver behandlet som en smule afvigende
DHCP-klienter. Nogle arkitekturer kræver en kompleks konfiguration for at
starte klienter op via BOOTP. Læs afsnittet Opsætning af en DHCP-server, Section
4.4.3, vis din er en af disse. Ellers kan du sikkert slippe afsted med
blot at tilføje instruksen allow bootp til opsætningsblokken for
det delnet klienten er på og genstarte dhcpd med
/etc/init.d/dhcpd restart.
I skrivende stund er der kun én fri DHCP-server, nemlig ISC dhcpd.
I Debian GNU/Linux, er den tilgængelig i pakken dhcp. Her er en
prøve på en opsætningsfil til den (normalt /etc/dhcpd.conf):
option domain-name "eksempel.com";
option domain-name-servers ns1.eksempel.com;
option subnet-mask 255.255.255.0;
default-lease-time 600;
max-lease-time 7200;
server-name "servernavn";
subnet 192.168.1.0 netmask 255.255.255.0 {
range 192.168.1.200 192.168.1.253;
option routers 192.168.1.1;
}
host klientnavn {
filename "/tftpboot/tftpboot.img";
server-name "servernavn";
next-server servernavn;
hardware ethernet 01:23:45:67:89:AB;
fixed-address 192.168.1.90;
}
I eksemplet er der én server, "servernavn", der udfører
alt arbejdet som DHCP-server, TFTP-server og netværks-adgangspunkt
("gateway"). Du vil næsten med sikkerhed skulle ændre domænenavnet
såvel som servernavnet og klientens MAC-adresse. Tilvalget filename
skal angive navnet på den fil, som hentes via TFTP. Når du har redigeret
dhcpd's opsætningsfil, skal du genstarte den med
/etc/init.d/dhcpd restart.
For at gøre TFTP-serveren klar til brug skal du først sikre dig at
tftpd er sat i gang. Dette gøres almindeligvis ved at have
følgende linje i /etc/inetd.conf:
tftp dgram udp wait root /usr/etc/in.tftpd in.tftpd /tftpboot
Kig i denne fil og notér dig hvilket katalog der bruges som parameter til
in.tftpd;, for du får brug for denne oplysning om lidt.
Parameteren -l gør det i visse versioner af in.tftpd
muligt at logge alle forespørgsler til systemets logfiler. Dette er nyttigt
til at diagnosticere fejl under opstart. I fald du var nødt til at ændre i
/etc/inetd.conf, skal du underrette den igangværende
inetd-proces om at denne fil er ændret. På en Debianmaskine køres
/etc/init.d/netbase reload (på potato/2.2 og nyere systemer brug
/etc/init.d/inetd reload);. På andre systemer findes proces-id'en
for inetd og kommandoen kill -HUP
inetd-pid køres.
Placér herefter det TFTP-opstartsaftryk, som du ifølge Beskrivelse af installationssystemets
filer, Section 11.2.3 har brug for, i tftpd-kataloget for
opstartsaftryk. I almindelighed vil dette katalog hedde
/tftpboot. Lav en filhenvisning fra denne fil til den fil som
tftpd vil bruge ved opstart af en bestemt klient. Desværre er
navnet på denne fil bestemt af TFTP-klienten og der er ingen faste standarder.
Ofte vil den fil som TFTP-klienten kigger efter være
client-ip-in-hexclient-architecture. Med henblik på at beregne
client-ip-in-hex tages hver byte fra klientens IP-adresse og
oversættes til hexidecimal notation. Hvis du har en maskine med programmet
bc installeret, kan du bruge dette. Angiv først kommandoen,
obase=16 for at sætte uddata til hex og indtast herefter de
enkelte dele af IP-adressen, én efter én. Som for
client-architecture, prøv nogle forskellige værdier.
NOT YET WRITTEN
Det nærmer sig en "TFTP-installation for systemer med små mængder
hukommelse...", eftersom det ikke er nødvendigt at indlæse ram-disken
mere, men kun at starte op fra det nyligt oprettede NFS rod-filsystem. Du skal
herefter erstatte den symbolske henvisning til tftpboot-aftrykket med en
symbolsk henvisning til kerneaftryket (f.eks. linux-a.out). Mine
erfaringer med opstart over netværk er alene baseret på RARP/TFTP som kræver at
alle dæmoner kører på samme server (sparc-arbejdsstationen sender en
TFTP-forespørgsel tilbage til den server der svarede på den foregående
RARP-forespørgsel). Imidlertid understøtter Linux også BOOTP-protokollen, men
jeg ved ikke, hvordan den sættes op ;-(( Skal dette også dokumenteres i denne
vejledning?
Gå til Opstart fra TFTP, Section 5.4 for at starte klient-maskinen op.
Med henblik på installation på flere computere er det muligt at bruge en
fuldautomatisk installation ved navn FAI. Debianpakken
fai skal være installeret på en computer som kaldes
installationsserveren. Alle installationsklienter starter herefter op fra
deres netkort eller diskettedrev og Debian installeres automatisk på deres
lokale harddiske.
Installationsvejledning for Debian GNU/Linux 3.0 på IA-64
version 3.0.23, 16. May 2002